De ting vi ofte tier om, når psyken gør ondt.

Når vi taler om stress, angst og depression, bevæger vi os ofte i overskrifter.

Vi taler om sygemeldinger, manglende overskud og "kemisk ubalance".

Men der er en række mørke nuancer og helt specifikke følelser, som vi sjældent italesætter, fordi de føles for tabubelagte eller svære at forklare for dem, der ikke selv står i det.

Inden du læser dette:

Husk på at disse tanker og følelser er periodiske og forvrængende.

Du er ikke dine tanker

Du er ikke dine følelser

Du er ikke din sygdom.

Du kommer igennem denne periode.

Her er nogle af de ting, vi ofte tier om, når psyken gør ondt.

Skammen over ikke at have en "gyldig" årsag

Mange med depression eller angst kæmper med en indre stemme, der siger:

“Hvad har du egentlig at være ked af?"

Vi har svært ved at tale om den smerte, der ikke har en logisk kilde som et dødsfald eller en fyring.

At være syg uden en "synlig grund" skaber en lammende skam, som gør, at man trækker sig endnu mere, fordi man føler, man ikke har ret til sin egen lidelse

Den kognitive sorg: Tabet af sig selv

Vi taler om at være trist, men vi taler sjældent om chokket over, at ens hjerne pludselig ikke virker.

Hukommelsessvigt:

At glemme navne på folk, man kender.

Beslutningslammelse:

At kunne bryde sammen over valget mellem to slags pålæg i Netto.

Det føles som at miste sin intelligens og identitet, og det er skræmmende at italesætte, fordi man frygter, at man aldrig bliver "skarp" igen.

Den følelsesmæssige "fryser" og ligegyldigheden over for succes

Vi taler ofte om depression som en dyb sorg, men sjældent om den totale apati, hvor selv gode nyheder føles som støj.

Når man er i "survival mode", mister man ofte evnen til at føle glæde over andres – eller egne – succeser.

At få at vide, at man har vundet en pris, fået en lønforhøjelse eller at en ven skal giftes, kan føles som en opgave, der skal overstås, snarere end en glædelig begivenhed.

Man lærer hurtigt at "skuespille" et smil og et "tillykke", mens man indvendigt føler sig fuldstændig flad og død.

Denne mangel på resonans med livet føles ofte som det største svigt af ens egen menneskelighed, og det er en af de ting, vi tier allermest om, fordi det føles så utaknemmeligt.

Men du kommer dig igennem disse følelser og tanker, du kommer tilbage til glæden og livet.

Misundelsen på de fysisk syge

Det er et af de mørkeste tabuer:

Den snigende misundelse på mennesker med en synlig, fysisk sygdom.

Når man ser en person med benet i gips eller en, der er indlagt med lungebetændelse, kan der opstå en skamfuld tanke om, hvor "heldige" de er.

De har et synligt bevis på deres lidelse; de får blomster, omsorg og en uanfægtet ret til at hvile sig.

Når man selv kæmper med stress eller angst, føles det ofte som en evig kamp for at retfærdiggøre sin træthed.

Tanken om at "ønske sig syg" for at få fred og ro er ikke et udtryk for ondskab, men et desperat råb fra et system, der er så udmattet, at det leder efter enhver tænkelig nødudgang for at få lov til at trække stikket uden skyldfølelse.

Misundelsen på de "normale"

Der findes en ubehagelig, tavs misundelse mod folk, der bare gør ting.

At se naboen vaske bil, se vennerne planlægge ferier eller se fremmede grine i bussen kan føles som en personlig fornærmelse.

Det er svært at indrømme, at man kan komme til at føle bitterhed over andres almindelige hverdag, fordi det føles småligt – men det er en reel del af isolationen.

Den manglende empati for andre

Når man er maksimalt presset af stress eller depression, lukker systemet ned.

Man har ofte ikke mere følelsesmæssig båndbredde tilbage til at bekymre sig om andres problemer.

Det kan føre til en følelse af at være "kold" eller narcissistisk.

At man kan have svært ved at rumme sin partners problemer eller børnenes behov, er noget af det, der giver allermest dårlig samvittighed, og derfor taler vi aldrig om det.

Den intellektuelle mindreværdsfølelse og "hjernetågen"

Vi taler om koncentrationsbesvær, men vi taler sjældent om den dybe følelse af at være blevet pludselig “dum".

Når man plejer at være den skarpe, den der har overblikket og kan formulere sig, er det et voldsomt knæk på identiteten, når man pludselig stirrer tomt på en simpel e-mail i en time uden at kunne forstå indholdet.

Man kan glemme koden til sit dankort, miste tråden midt i en sætning eller opdage, at man har lagt fjernbetjeningen i køleskabet.

Det udløser en rædsel for, om man har fået en permanent hjerneskade, og man holder det skjult for kolleger og venner af frygt for at blive afsløret som inkompetent.

Det er ikke bare glemsomhed; det er en kognitiv sorg over at miste adgangen til sit eget intellekt.

Men det kommer igen, når du heler

Den "skamfulde" lettelse ved aflysninger

Når man lider af angst eller stress, bliver det sociale liv ofte en slagmark af dårlig

samvittighed.

Vi taler sjældent om den næsten euforiske lettelse, man føler, når en aftale bliver aflyst af den anden part.

Selvom man måske har glædet sig for en uge siden, føles selve tanken om at skulle tage tøj på, køre afsted og "være på" som at skulle bestige Mount Everest uden ilt.

Når sms'en tikker ind med et "Jeg kan desværre ikke i aften", mærker man et fysisk slip i brystet og en intens glæde over at få lov til at blive i sin hule.

Det er en ensom lettelse, for den bekræfter én i, at man er ved at miste forbindelsen til verden, men lige der betyder freden alt.

Heldigvis kommer dit sociale liv tilbage.

Det mørke forhold til mad og selvkontrol

Når psyken er presset til det yderste, ryger

forholdet til kroppens mest basale behov ofte helt af sporet.

Vi taler sjældent om, hvordan depression kan føles som enten en total afsky for mad, hvor alt smager af pap, eller som et bundløst hul, hvor man overspiser for overhovedet at mærke noget som helst andet end tomheden.

Det kan være skamfuldt at indrømme, at man lever af kiks i sengen, fordi man ikke kan overskue at smøre en mad, eller at man gemmer slikpapir for sin partner, fordi man bruger sukker som en desperat form for selvmedicinering

Men igen det bliver normaliseret stille og roligt, som du får det bedre.

Det føles som et totalt tab af selvkontrol, men i virkeligheden er det kroppens klodsede forsøg på at regulere et nervesystem, der er i frit fald.

Stress og angst er ikke kun i hovedet.

Det er mavesmerter, rystende hænder, svedeture og en krop, der føles som bly.

Vi taler sjældent om, hvordan det føles at "hade" sin egen krop, fordi den konstant sender falske alarmsignaler (angst) eller nægter at rejse sig fra sofaen (depression)

Det er hårdt, men du kommer igennem det

Hvorfor er det vigtigt at sige det højt?

Når vi kun taler om de "pæne" dele af psykisk sygdom, lader vi de mest ensomme dele af oplevelsen forblive i mørket.

Det uperfekte narrativ

Ved at indrømme, at man føler sig dum, misundelig eller følelseskold, tager man magten fra sygdommen.

Man indser, at disse følelser ikke er en karakterbrist, men et symptom

At bryde tavsheden om disse svære nuancer er det første skridt mod at fjerne den isolation, som stress, angst og depression lever af.

Det gør det muligt for de pårørende at forstå, at det ikke er mangel på kærlighed, men mangel på overskud, der skaber distancen

Det kan være svært at sætte ord på, men husk det er sygdommen ikke dig.

Nu prøver vi at  dykke endnu dybere ned i de afkroge af stress, angst og depression, som er så mørke eller "ubehagelige", at vi instinktivt gemmer dem væk og har tendens til at holde dem for os selv.

Det er de aspekter, som sjældent når forsiderne eller de opmuntrende opslag på sociale medier:

Den sociale liv og lettelsen ved at blive glemt

Vi taler ofte om ensomheden ved psykisk sygdom som noget tragisk. Men vi taler sjældent om den skamfulde lettelse, man kan føle, når telefonen holder op med at ringe.

Når man har trukket stikket pga. stress eller depression, bliver invitationer til en byrde.

Man begynder at håbe på, at vennerne glemmer én, så man slipper for dårlig samvittighed over at sige nej.

Det er en frygtelig dobbelthed: Man frygter isolationen, men man efterspørger den aktivt, fordi menneskelig kontakt føles som et uoverskueligt stykke arbejde.

Tabuet om hygiejne og det ydre forfald

Dette kan være et af de mest skamfulde punkter. Når depressionen er dybest, eller angsten har lammet én fuldstændig, forsvinder de mest basale rutiner.

At det kræver en uges mental forberedelse at gå i bad.

At man går i det samme tøj i dagevis.

At opvasken gror til, ikke fordi man er doven, men fordi synet af den udløser et angstanfald.

Vi italesætter det aldrig, fordi vi forbinder manglende hygiejne med et tab af værdighed, men i virkeligheden er det et af de tydeligste tegn på, at det mentale styresystem er brudt sammen

Men igen langsomt og sikkert gelernes op, og alting bliver normaliseret

Vreden og det "korte lunte-syndrom"

Vi ser ofte det depressive menneske som stille og indadvendt.

Men for mange – især ved stress og depression – viser sygdommen sig som en ukontrollerbar vrede

Man kan føle en indestængt aggression over små ting:

En lyd, der er for høj, en partner der spørger om noget ligegyldigt, eller trafikken.

Fordi vi ikke må være "vrede ofre", undertrykker vi det, hvilket ofte resulterer i eksplosioner over for dem, vi elsker mest.

Det føles som om, man er ved at blive et dårligt menneske, selvom det blot er nervesystemet, der er i "fight-or-flight" mode.

Hvorfor tie?

Vi tier, fordi vi er bange for, at hvis vi fortæller om vreden, den manglende badning, så vil folk se os som ulækre eller farlige frem for blot syge

Men ved at gemme de "ubehagelige" symptomer væk, gør vi det sværere for pårørende at hjælpe.

De leder efter tristhed, men møder måske vrede eller ligegyldighed og forstår ikke, at det er den samme sygdom.

Sandheden er:

Psykisk sygdom er sjældent smuk eller poetisk. Den er ofte rodet, ulogisk og decideret ubehagelig – og det er okay at sige det højt.

Kan du genkende disse tegn?

Måske føler du ikke dem alle eller nogle helt andre eller kun en… uanset hvad så føl kkke skyld over dine tanker og følelser, du er lige, som du skal være

Vejen ud af mørket:

Online Forløbet RO og 1-1 samtaler

Der findes mange gode forløb landet over, men jeg ved af erfaring, at når man står i de mørke nuancer, jeg har beskrevet her, har man brug for noget, der rækker ud over de gængse råd om "frisk luft og positive tanker."

I Online Forløbet RO og i mine 1-1 samtaler arbejder vi netop med at forstå det nervesystem, der har overtaget styringen.

Her er der plads til hele dig – også vreden, hygiejnen der skrider, og følelsen af at være følelseskold.

Forløbet er skabt til at give dig konkrete redskaber til selvregulering, så du kan finde tilbage til din krop uden at skulle præstere eller "fake" et overskud, du ikke har.

Det handler ikke om at fikse dig hurtigt, men om at skabe et trygt fundament, hvor din hjerne igen kan begynde at fungere, og hvor skammen får modspil af faglig indsigt og menneskelig rummelighed.

www.charlotteronneberg.com

Online forløb Kom hjem til et liv i ro, balance og overskud | Charlotte Rønneberg

At komme ud på den anden side af stress er = hårdt arbejde. ​ Især når man føler, at man mangler alle redskaberne og de nødvendige ressourcer, som der skal til. I dette forløb får du en meget praktisk orienteret og lige til tilgang fra en erfaren rådgiver, og som ved hvad der virker og ikke virker. ​ For at komme ud på den anden side, så handler det om at lære, hvad du skal gøre, Det handler om at ændre dit perspektiv, din tilgang til dig selv og din tilgang til omverdenen omkring dig. ​

Håbet findes i det autentiske

Det kræver et enormt mod at stå frem og være autentisk, når man føler sig allermest skrøbelig og "grim".

Men det er paradoksalt nok her, håbet spirer.

Når du tør smide masken og sige tingene, som de er, begynder de mørke tanker at miste deres magt.

Du er ikke dine symptomer, og du er ikke et dårligt menneske, fordi din psyke gør ondt.

Ved at være ærlig over for dig selv og dine nærmeste, bygger du en bro ud af isolationen.

Der er en vej tilbage til glæden, til overskuddet og til dig selv – og den vej starter med det første, modige skridt:

At anerkende din situation præcis som den er, uden filter. Du behøver ikke gå vejen alene.

Når man står midt i de mørke nuancer, der lige er beskrevet, føles det ofte som om, man er fanget i en labyrint uden udgang.

Men det kan vendes.

Du bliver okay igen.

Det kræver dog, at vi holder op med at forsøge at "tage os sammen" og i stedet begynder at arbejde med det nervesystem, der er gået i baglås.

Her er de vigtigste skridt til at vende skuden:

Radikal accept af "sygdommen" sandhed

Det første skridt er at stoppe krigen mod dine egne følelser.

Når du føler vrede, misundelse eller apati, så sig til dig selv:

Dette er ikke min karakter, det er mit nervesystem, der er overbelastet

Jeg er helt okay - det hele bliver okay

Ved at acceptere, at du lige nu ikke kan overskue opvasken eller føle empati, tager du ilten fra skammen.

Skam trives i mørket – når du tænder lyset og kalder det et symptom, mister det sin magt.

Skab et stille liv under barren

Når hjernen er ramt af kognitiv sorg og beslutningslammelse, skal du fjerne alle de krav, du overhovedet kan.

Hvis et bad er for meget, så vask hænderne. Hvis Netto er uoverskuelig, så bestil mad leveret eller spis rugbrød tre dage i træk.

Giv dig selv eksplicit tilladelse til at være syg. Det er her, eskapismen kan vendes til nødvendig restitution i stedet for skamfuld flugt.

Regulering af nervesystemet (Fysisk før psykisk)

Man kan ikke tænke sig ud af en angst eller en depression, når kroppen er i "fight-or-flight" eller "shutdown".

Du skal tale til kroppen på dens eget sprog:

Det handler ikke om motion, men om sansemæssig tryghed, tryghedssignaler og regulering af nervesystemet

Bryd isolationen i små doser

Du skal ikke tvinge dig selv til store sociale arrangementer, hvis de føles som en byrde.

Men find én person, du kan være periodisk "grim" sammen med. Én, du ikke behøver at tage masken på overfor.

At sige højt til et andet menneske: “Jeg har ikke været i bad i tre dage, og jeg føler mig som en fiasko," og blive mødt med et “Det er okay, jeg er her," er den mest effektive medicin mod den sociale død.

Professionel støtte uden "performance"

Det er her, forløb som RO eller 1-1 samtaler gør en forskel.

Her øver vi os i at lægge masken.

Vi arbejder med værktøjer fra bl.a. ACT og andre valide metoder og-teorier for at lære kroppen, at den ikke behøver at være i alarmberedskab hele tiden.

Vi genopbygger langsomt de kognitive funktioner ved at skabe tryghed først.

Det vigtigste at forstå er:

Du skal ikke "vende det" ved at kæmpe hårdere.

Du vender det ved at give efter for det behov for ro, som din krop skriger på, og langsomt – millimeter for millimeter – begynde at bygge op derfra, hvor du rent faktisk er, frem for der, hvor du føler, du burde være.

Håbet starter der, hvor du tør være autentisk omkring dit mørke.

For når du ejer dit mørke, ejer det ikke længere dig.

Du kommer igennem dette