Kroppens hukommelse, stress, angst og traumer sidder i kroppen.
- 3. jun.
- 7 min læsning
Opdateret: 4. jun.
Når kroppen husker det, hovedet forsøger at glemme
Kender du det, når en bestemt duft pludselig sender dig årtier tilbage i tiden?
Eller når et pludseligt, højt brag får dit hjerte til at hamre i halsen, længe før din fornuft når at registrere, at det bare var en tabt flyttekasse?
Vi er vant til at tænke på hukommelse som noget, der bor udelukkende i hjernen – som mentale fotografier, vi kan blade igennem i vores bevidsthed.
Men sandheden er, at vores krop bærer på sin helt egen, dybe dagbog.
Kroppen husker alt det, vi har oplevet, og nogle gange taler den sit helt eget sprog, længe efter tankerne har lagt oplevelserne på hylden.
Selvom du logisk og mentalt ved, at du er i sikkerhed i dag, reagerer din krop stadig, som om der står en levende løve i rummet.
Kroppens skjulte arkiv - De forskellige vinkler
Kroppens hukommelse er ikke en mystisk, uforklarlig størrelse; det er ren biologi og neurofysiologi.
Når vi oplever noget overvældende, stressende eller traumatisk, lagres det ikke kun som en narrativ fortælling i hjernens hukommelsescenter (hippocampus).
Det lagres i høj grad i det autonome nervesystem og i muskelvævet
Den biologiske vinkel
Det handler om overlevelse.
Nervesystemet husker faren for at kunne beskytte os en anden gang. Desværre skelner det ikke altid mellem fortid og nutid.
En gammel frygt kan aktiveres i nuet, selvom faren for længst er drevet over.
Det er jo derfor angst, kan være svært at håndtere
Det skaber en enorm frustration i hverdagen.
Man griber sig selv i at tænke
Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og kontrollere mine fysiske reaktioner, når jeg nu ved, at der ikke er fare på færde?
Svaret er enkelt, men altafgørende:
Det autonome nervesystem spørger ikke din logiske sans om lov.
Det reagerer instinktivt for at beskytte dig baseret på gamle erfaringer.
Du kan ikke diskutere med en muskelspænding, og du kan ikke logike dig ud af et hjerte, der hamrer afsted.
Den følelsesmæssige vinkel
Undertrykte følelser forsvinder ikke; de flytter adresse.
Når vi ikke har tid eller overskud til at mærke sorgen, vreden eller frustrationen, spænder vi op i muskulaturen for at "holde sammen på os selv".
Den motoriske vinkel (Muskelhukommelsen)
Den mere glædelige side af sagen.
Det er den hukommelse, der gør, at du kan cykle eller spille klaver efter tyve års pause.
Kroppen husker bevægelserne, helt uden at du behøver at tænke over det.
Fasciens og bindevævets rolle
Nyere forskning viser, at det ikke kun er vores nervesystem, der lagrer chok, angst, traume, depression og stress, men i høj grad også vores fascia – det fintmaskede netværk af bindevæv, der omgiver alle muskler og organer.
Når vi oplever langvarigt pres eller uforløste følelser, trækker bindevævet sig sammen og bliver stivt.
Det betyder, at en gammel sorg eller en stressende periode i dit liv kan sidde som en helt fysisk, stram "panserdragt" omkring dit bryst eller dine hofter, mange år efter begivenhederne fandt sted.
Hverdagsbilleder: Når kroppen tager over
Kroppens hukommelse er ikke forbeholdt store traumer; den viser sig konstant i vores helt almindelige hverdagssituationer.
Her er et par eksempler, du måske kan nikke genkendende til:
Præstationsangsten ved skrivebordet
Du sidder foran computeren og skal i gang med en opgave. Pludselig mærker du en intens træthed, en knude i maven eller en uforklarlig uro.
Du tænker:
"Hvorfor har jeg det sådan? Det er jo bare en mail."
Men kroppen husker måske en tidligere oplevelse, hvor du blev kritiseret, fejlede eller følte dig utilstrækkelig.
Nervesystemet genkender situationen og går i alarmberedskab, før du overhovedet har skrevet det første ord.
Skuldrene under ørerne på bilturen
Du kører bil på vej hjem fra en lang arbejdsdag. Trafikken flyder roligt, men pludselig opdager du, at dine skuldre sidder helt oppe under ørerne, og dit greb om rattet er så hårdt, at dine knoer er hvide.
Din hjerne ved godt, du er på vej hjem til sofaen, men din krop har akkumuleret dagens stress og holder fast i spændingen som et fysisk minde om det høje tempo.
Duften, der ændrer dit humør
Du går forbi en fremmed på gaden, der bærer en bestemt parfume.
Inden for et sekund mærker du enten en dyb, varm tryghed eller et lille stik af ubehag i maven.
Din bevidsthed har ikke nået at analysere det, men kroppens sanser har lynhurtigt koblet duften sammen med en person eller en situation fra din fortid.
Familiesammenkomsten og det gamle "jeg"
Du træder ind af døren til en familiefrokost.
Du er voksen, velfungerende og hviler i dig selv til hverdag. Men i det sekund, du hører de velkendte stemmer og mærker dynamikken i rummet, trækker din krop sig sammen, stemmen bliver måske en oktav højere, eller du mærker en gammel, barnlig irritation blusse op.
Kroppen har lynhurtigt downloadet det adfærdsmønster og den forsvarsmekanisme, du brugte som 14-årig i netop de rammer.
Den pludselige gråd under massagen
Du ligger på massagebrikken, og massøren trykker på et punkt under dit skulderblad eller omkring hoften.
Det gør ikke decideret ondt, men pludselig mærker du tårerne presse sig på, helt uden at du ved hvorfor.
Det er kroppens hukommelse, der bogstaveligt talt bliver trykket ud af vævet.
En gammel spænding slipper, og den dertilhørende følelse frigives.
Hvorfor er det så svært at løse på egen hånd?
Når kroppens hukommelse holder os fast i gamle mønstre, spændinger eller uforklarlig uro, opstår der hurtigt en dyb frustration.
Vi prøver at tænke os ud af det.
Vi fortæller os selv rationelt, at der ikke er noget at være bange eller stresset over.
Men lige lidt hjælper det.
Det skyldes, at kroppens hukommelse bor i de dybere, ubevidste lag af nervesystemet – langt under den rationelle tænkende hjerne.
Du kan ikke diskutere med en muskelspænding, og du kan ikke logike dig ud af et hjerte, der hamrer i alarmberedskab.
En anden stor udfordring ved at gøre noget ved det selv er, at vores egne blinde vinkler spænder ben.
Nervesystemet har over tid vænnet sig til en vis mængde kronisk spænding eller alarmtilstand.
For kroppen føles denne tilstand "normal", selvom den er usund.
Når vi forsøger at ændre det alene, vil kroppens indbyggede overlevelsesmekanisme ofte tolke selve afspændingen som noget ukendt og derfor farligt.
Det er her, man har brug for et andet menneskes nervesystem til at hjælpe med at regulere sit eget – det vi kalder co-regulering.
Uden kyndig vejledning, tryghed og de helt rigtige kropslige greb, ender vi ofte med blot at genaktivere de gamle forsvar i stedet for at opløse dem.
Hvad kan man gøre? Vejen tilbage til kroppen
Når kroppen husker på en uhensigtsmæssig måde – i form af kroniske spændinger, uforklarlig uro eller pludselige følelsesudbrud – nytter det sjældent kun at tænke sig til rette.
Vi kan ikke altid snakke os ud af en kropslig tilstand. Vi er nødt til at møde kroppen på dens eget sprog.
Der findes heldigvis en del forskellige metoder, der kan anvendes for at få systemet reguleret igen.
Vagusnerven som genvej
Vagusnerven er kroppens indbyggede bremsesystem. Gennem dybe, rolige udåndinger kan du sende et direkte signal til nervesystemet om, at faren er ovre, og at det er trygt at slappe af.
Grounding og sansning
Når uroen tager over, så flyt opmærksomheden helt ned i fødderne. Mærk underlaget. Læg mærke til fem ting, du kan se, fire ting, du kan røre ved, og tre ting, du kan høre. Det bringer kroppen tilbage til nuet.
Somatisk rysten
Dyr ryster sig instinktivt efter en stresset situation for at frigøre chok og spænding.
Du kan lære at gøre det samme.
Mikropauser i naturen
Naturen stiller ingen krav, og dens sanseindtryk (vinden mod huden, lyden af fugle eller synet af grønne træer) virker biologisk regulerende på et overstimuleret nervesystem.
Blot ti minutters bevidst nærvær i skoven kan fortælle kroppen, at den kan sænke paraderne.
Genfind balancen med Online Forløbet RO
Hvis du oplever, at din krop ofte sidder fast i det gamle beredskab, og at spændinger eller indre uro fylder for meget i hverdagen, kan det være svært at finde vejen ud på egen hånd.
Det kræver tid, milde redskaber og en tryg ramme at lære kroppens sprog at kende.
Det er netop fundamentet i Online Forløbet RO og Hjertes Værtktøjskasse.
Dette forløb er skabt til dig, der ønsker at genoprette balancen i dit nervesystem og give slip på de fysiske og mentale spændinger,
kroppen har lagt på lager.
Gennem forløbet bliver du guidet blidt og trin for trin igennem over 100 konkrete, somatiske værktøjer, åndedrætsteknikker og beroligende øvelser, der taler direkte til den kropslige hukommelse.
RO kan blandt andet hjælpe dig med at:
Dæmpe den konstante, uforklarlige indre uro.
Løsne op for de kroniske spændinger, som kroppen holder fast i.
Styrke din jordforbindelse (grounding), så du kan stå stærkt i hverdagens storme.
Give dit nervesystem de nødvendige pauser, så du kan gå fra overlevelse til ren væren.
Kroppen har brugt tid på at opbygge sine forsvar, og den fortjener den rette tid og de rette værktøjer til at finde hjem til roen igen.
Det handler ikke om at fikse dig selv, men om at lytte til kroppen og give den det svar, den har ventet på: Du er i sikkerhed nu.
En personlig erfaring
Jeg kom til Charlotte, fordi min krop føltes som en tidsindstillet bombe af uro, som jeg ikke længere kunne kontrollere med min fornuft.
Selvom jeg på papiret havde det godt, spændte jeg konstant i maven, og mine skuldre var murede fuldstændig fast. Jeg var udmattet af altid at være i beredskab.
Vendingen kom, da jeg kombinerede Online Forløbet RO med Charlottes 1-1 samtaler med kropslige øvelser.
Onlineforløbet gav mig den daglige struktur og de små, milde øvelser, som lærte mig at forstå mit nervesystems sprog.
Men det var i kombinationen med de øvelser. Jeg skulle lave og de fysiske behandlinger hos Charlotte, at de dybe skred skete.
Under vores samtale og flere kropsbehandlinger og øvelser mærkede jeg, hvordan gamle, fastlåste og uforløste følelser slap.
I dag har jeg fået min krop og sind tilbage.
Gennem alle de redskaber og øvelserne har jeg lært at regulere uroen, inden den kammer over, og balancen i mit nervesystem er genoprettet.
Den ro, jeg har fundet, er den største gave, jeg har givet mig selv. / Lisa.
Kommentarer