En kvindes personlige fortælling - Pernilles smukke historie

Denne historie er skrevet og dikteret af Pernille, den er kommet til under et interview imellem Charlotte og Pernille.

Jeg hedder Pernille, og er 55 år og bor alene.

Jeg vil gerne fortælle, om det mørkeste kapitel i mit liv.

Jeg var hende, man altid kunne regne med.

Klippen.

Hende, der fiksede alt, før andre overhovedet opdagede, at der var et problem.

Alle så op til mig, og jeg elskede den anerkendelse, det gav.

Men sandheden var, at jeg levede mit liv som en kamæleon – jeg var så dygtig til at tilpasse mig andres behov, at jeg til sidst helt glemte mine egne.

Jeg satte altid alle andre før mig selv.

Det føltes som en styrke, men i virkeligheden var det et langsomt selvmord på min egen trivsel.

Da filmen knækkede

En dag sagde det bare stop.

Det var ikke et lille bump på vejen; det var et frontalt sammenstød med virkeligheden.

Jeg gik i stykker.

Den styrke, jeg før blev beundret for, forsvandt og blev erstattet af en lammende udbrændthed, svær stress og en depression, der gjorde alt sort.

Dette skete over en årrække .

Min krop begyndte at sige fra, jeg var igennem alle mulige slags behandlinger for at slutte af med et forløb ved funktionelle lidelser.

Så var jeg færdig, jeg sad der uden nogen fremtid.

Kroppen sendte alverdens signaler om smerte og udmattelse, som jeg ikke længere kunne ignorere eller "arbejde mig ud af".

Jeg prøvede alverdens ting, der virkede kortvarigt, men slet ikke nok. Der blev ved med at komme igen

Jeg var blevet fremmed i min egen krop.

Jeg var en fremmed i mit eget sind.

Jeg var fuldstændig fortabt.

Vejen hjem til mig selv

Da jeg sad der opgivende, fandt jeg den rette støtte og hjælp, en bekendt kendte hende.

Min redningsplanke blev samtalerne hos

Charlotte Rønneberg Rådgivning.

Her blev jeg mødt med en forståelse, jeg ikke selv kunne finde, og langsomt begyndte vi at løsne op for de mønstre, der havde kørt mig i sænk.

Charlotte startede ud med kroppen og en del små kropslige øvelser og masser af tips og tricks, så den endelig kunne begynde at falde til ro, før samtalerne.

Sideløbende startede jeg på onlineforløbet RO.

Det var en gave, at det var modulopbygget.

Fordi det er modulopbygget, føltes det aldrig uoverskueligt. Nogle dage kunne jeg kun rumme fem minutter, andre dage mere.

Det var som at lære et nyt sprog – sproget om egenomsorg. Jeg lærte at skelne mellem sunde ambitioner og det destruktive pres, jeg lagde på mig selv. Redskaberne var så konkrete, at jeg kunne bruge dem med det samme, når tankemyldret eller følelsen af utilstrækkelighed ramte.

Det betød, at jeg kunne tage det hele hjemme fra min egen stue i det tempo, min hjerne og krop kunne rumme. 5 min en dag og 20 min en anden dag. Alt uden tekst, for jeg kunne ikke læse.

Der var ikke noget pres – kun konkrete redskaber, der guidede mig skridt for skridt tilbage mod overfladen. Charlotte og jeg skrev sammen hele tiden, når jeg havde spørgsmål om forløbet.

Samtalerne elsker jeg, selv om de er/var hårde

Hendes stemme er beroligende og så er hun lun.

Jeg troede, vi skulle tale om, hvordan jeg hurtigst muligt kunne blive "rask", så jeg kunne vende tilbage til mit gamle jeg.

Men Charlotte lærte mig, at det var det "gamle jeg", der var blevet syg.

Det bedste Charlotte har sagt til mig var:

Du bliver aldrig som du tidligere var, så brug ikke alle dine kræfter på at nå hen til, hvad der var.

Hun tilføjede dog “Men du bliver en stærkere version af dig selv”

Jeg må indrømme, det var ikke lige det, jeg ville høre, det var først lidt af en mavepuster.

Når man har været nede med stress, angst og depression, er det mest naturlige i verden jo at ønske sig tilbage til "dengang alting fungerede."

Men der ligger en dyb frihed gemt i Charlottes ord, selvom de var hårde at høre lige der.

Hun tilføjede så også at

Det menneske, du var før, var desværre også det menneske, der endte med at knække under presset. Hvis du bruger alle dine kræfter på at blive præcis den samme igen, ville du i virkeligheden bare bygge det samme korthus op, som væltede første gang.

Så derfor skal du nu bygge af de erfaringer, du har gjort dig nu. Den version er ofte mere robust, mere selektiv og langt bedre til at passe på sig selv.

Vejen hjem" handler ikke om at gå tilbage ad den sti, du kom fra. Det handler om at finde ind til kernen af, hvem du er nu, efter stormen har lagt sig.

Det hjalp mig virkelig meget, det gjorde mig fri. Presset lettede markant.

Det tager tid at acceptere, at man er blevet et "nyt" menneske. Men måske er det nye menneske i virkeligheden meget mere tro mod dig selv, end det gamle var. Det tror jeg på.

Hvis der er noget, jeg har fået igennem vores samtaler, så er det troen. Troen på at jeg er okay, og at alt nok skal blive okay.

Ro i systemet

Jeg fik lidt efter lidt mere ro i min krop og hoved.

Uroen. frustrationen og utålmodigheden blev nemmere at være med, det var også et af mine store fokusområder i vore samtaler.

Det mest afgørende for mig var dog at få koblet Hjertets Værktøjskasse på.

Mit nervesystem var ofte - som i altid i konstant alarmberedskab, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle finde ro i krop og tanker.

Med værktøjskassens over 200 lette redskaber og øvelser fik jeg en praktisk hverdagsapp til at skabe tryghed i mit eget krop og sind.

Når mine lidelser blussede op, tankerne kørte, føleforstyrrelserne var irriterende eller når hjertet hamrede af stress, greb jeg ind i værktøjskassen

Jeg lærte faktisk

at regulere mit nervesystem, når angsten eller stressen kammede over.

at trøste mig selv, når jeg var deprimeret, sårbar og lille

at lytte til kroppens signaler, før de blev til råb.

at finde tryghed i mig selv igen med små tryghedssignaler, som øvelserne gav på 2 min.

I dag øver jeg mig stadig på ikke altid at være "den der kan det hele" for alle andre.

Jeg har lært, at jeg kun kan være noget for andre, hvis jeg først er noget for mig selv.

Jeg er ikke længere bare hende, der holder sammen på det hele – jeg er en kvinde, der endelig holder af sig selv.

Jeg er stadig hende den dygtige og den stærke – men på en helt ny måde.

Min styrke består nu i at vide, hvornår jeg skal trække stikket.

Min dygtighed ligger i at kunne mærke mine egne behov lige så tydeligt som andres

For jeg bliver aldrig som mit tidligere jeg.

Jeg skal vænne mig til at have en del færre kræfter og være mere sensitiv, men det er vel okay, så længe jeg bliver ved med at arbejde med mig selv, så går det nok.

Hvis ikke, så ved jeg, hvem jeg skal ringe til, Jeg slipper dig dog ikke helt Charlotte, der er mere arbejde at gøre.

Det har været en smertefuld rejse at gå i stykker, men takket være den rette hjælp og de rigtige redskaber, er jeg ved at bygge mig selv op igen.

Til et sted hvor jeg kan være med mig selv og have et roligt liv.

Ikke som den perfekte facade, men som et helt menneske.

For første gang i mit liv føles det ikke som om, jeg er på vej væk fra mig selv, men som om jeg endelig er kommet hjem.

Tak Charlotte for dig, din varme og din altid enorme hjælpsomhed. 🤍