Vi prøver ofte på at gemme det væk, hvis vi har det skidt.
Ingen skal se, at der bag facaden måske bor et skrøbelig sind eller et sårbart menneske.
Der er mange, når de fx bliver stresset, så gemmer de det nemlig væk for omverdenen.
Måske fordi de synes, at det er pinligt eller er et direkte nederlag.
Der er selvfølgelig også dem, der vælger at være åbne om deres mentale problemer.
I de senere år er det heldigvis blevet mere normalt, det er ikke så stort et tabu mere.
Det er store fremskridt, at man nu kan tale åbent om stress eller andre mentale lidelser i det offentlige rum.
Men igen det er alligevel svært for mange, de føler sig stemplet.
Stemplet som værende “ikke gode nok” eller “de kunne ikke klare distancen” eller “at de er dårlige mennesker” eller “de kunne ikke klare mosten” eller “at de er dårligere mennesker og andre mennesker vil se ned på dem”
Det er hårde følelser at kæmpe med alene.
Derfor er det kun godt, at der er kommet mere fokus på mentalelidelser så som stress, angst og depression.
For det hjælper ikke nogen med noget godt, når vi går og putter med det eller sætter en facade op.
Selvom der til stadighed kommer større fokus på stress, angst og depression i samfundet.
For JA der er virkelig større åbenhed omkring det, men det til trods så oplever jeg stadigvæk , at det for mange er stærkt skamfuldt at gå ned med stress eller lide af angst eller have en massiv depression.
Måske kan det skyldes, at vi alle har en ide om, hvordan vi skal være - og hvad det vil sige at være et menneske, der er noget værd - altså værdig.
Vi skal jo helst være på hele tiden, præstere, producere, være effektive, omstillingsparate og være mere og gøre mere hele tiden non-stop.
Vi må og skal ikke fejle, vi skal klare alt til perfektion, vi skal være superwoman og superman.
Vi skal være på hele tiden.
Jeg er ked af at sige det.
Men det er vores krop og sind slet ikke bygget til.
Men når vennerne, naboerne og kollegaerne kan holde til det, så kan jeg også.
Trist, at vi ikke er bedre til at se bag folks facader, alle mennesker har de samme udfordringer, problematikker, følelser og tanker.
Men vi lader os narre.
Vores forventninger til os selv
- og de forventninger som vi fejlagtigt tror andre, har til os, de er så tårnhøje, at vi vælger at overhøre ethvert advarselssignal.
Derfor siger vi hellere ikke noget, når facaden begynder at krakelere.
Når vi fx begynder at mærke tegn på stress - eller bliver angste over ikke at kunne præstere mere - eller at vi er kede af det og triste.
Vi gemmer det simpelthen væk og prøver at skjule det, når vi begynder ikke at kunne præstere og være på hele tiden.
Vi er SÅ bange, så vi tør ikke sige det højt for andre - måske hellere ikke overfor os selv, at vi faktisk ikke kan mere, vi er overbelastede.
Dette bevirker, at vi ikke får den rette hjælp i tide.
Men det vi alle skal lære er:
At være åbne og autentiske
Det vi mærker, føler og tænker, det siger vi højt, det er ikke et nederlag, pinligt eller flovt.
Det at sige det højt, det vil befri dig og sætte dig fri. Det er så energikrævende, opslidende og hårdt at sætte en facade op hele tiden.
Vi og du skal være bedre til at huske på…
At der altid er plads til dig – og brug for dig i denne verden – præcis som den du er.
Kontakt mig hvis du vil lære at stå op for dig selv, for du er så meget mere end dine præstationer og din stress eller angst
Korrekt