Overgangsalderen er ofte en periode i livet som de fleste kvinder ikke ligefrem byder velkommen med åbne arme.
Denne periode eller overgang i livet kan for mange være forbundet med mange forskellige kropslige gener, tanker og følelser.
Nogle føler, at det er pinligt at italesætte, andre byder det velkommen og nogen bliver modløse, stresset og smådeprimeret.
Overgangsalderen er for mange et tabubelagt emne, og flere forbinder starten af denne periode med, at nu er man blevet gammel, grå og korpulent - og at livet som ung og spændstig definitivt er væk.
Det er dog langt fra sandheden.
Jeg selv gik i overgangsalderen ret tidligt. Jeg indrømmer blankt, at jeg er blevet en del rundere, men gammel og grå er jeg langt fra.
Overgangsalderen kan for en tid kaste en masse ofte negative følelser og tanker med sig.
Flere føler, at de mister kontrollen over sig selv, deres krop og deres følelser.
Alt nyt kan være skræmmende, og man står for en tid på vaklende grund.
Men det er en proces, som man kan lære at navigere igennem.
Du er den, du altid har været, også selvom din krop går igennem en forandringsproces.
Forstil dig, at du lige nu på vej ind i en ny og anden fase af dit liv.
Du skal udforske den og ikke fordømme og udelukke den.
Selvfølgelig er overgangsalderen ikke bare en dans på roser.
Men se det som et naturligt livsvilkår, som alle kvinder skal igennem.
Det er ikke kun dig, der går igennem denne overgang.
Kæmp ikke imod forandringerne, byd denne fase af dit liv velkommen i det omfang, du kan.
Jo mere du kæmper imod denne forandringsproces, som du gennemgår, jo mere vil det fylde.
Selvfølgelig er det ikke alle kropslige og følelsesmæssige symptomer, der er lige sjove, det indrømmer jeg gerne.
De mange og pludselige hedestigninger selv i frostvejr, de natlige svedetursbade så man dårligt får lukket et øje, den enorme træthed og de helt fantastiske barnlige og ofte vilde og pludselige humørsvingninger.
Alle disse forandringer kan være svære at kapere og rumme.
De er der, om vi vil det eller ej, men det er nemmere at være og gå med dem, når vi ved, at der er en naturlig årsag bag dem, og at de har en udløbsdato.
Hele systemet er selvfølgelig påvirket af de store ændringer i hormonbalancen.
Netop derfor skal man også være ekstra meget opmærksom på at være god ved sig selv.
Når man kommer i overgangsalderen, så er der en tendens til, at man bliver lettere følsom, og man kan derfor også blive mere modtagelig overfor stress.
Stresshormonerne kan hurtigere aktiveres, da der i forvejen er i ubalancer i de øvrige hormoner.
Derfor er der mange kvinder i overgangsalderen som lettere får stress, fordi deres stresstærskel allerede er markant mindre.
Altså man bliver ikke nødvendigvis stresset af at komme i overgangsalderen!!
Men hvis man derimod er let stresset i forvejen, kan de forandringer, der kommer i overgangsalderen, blive væsentligt forstærket.
Derfor skal man have ekstra fokus på sig selv og være god til at nurse og passe på sig.
Alle kvinder i denne alder, som er på vej mod overgangsalderen, eller som er i overgangsalderen, bør være opmærksomme på, at der kan være nogle sammenfald mellem stress-symptomer og hormonelle forandringer under overgangsalderen.
Det vil sige, at symptomer som hedeture, træthed, hjertebanken, søvnbesvær m.m. lige såvel kan være tegn på, at man kan være overbelastet (have stress) som på overgangsalder.
(Nu skal alle stressede ikke tro, at de er kommet i overgangsalderen eller vice versa).
Uanset hvad så sørg for ikke at presse dig selv for meget, du skal lære at kunne mindske dit stressniveau.
Lav nærende ting for at opretholde en god og sund balance så som:
Sørge for at dyrke blid motion
Ud og nyde den helende natur.
Spis sundt, få dine vitaminer og drik rigeligt med vand.
Forsøg dig med meditation eller bare fokuseret afslapning med indlagte vejrtrækningsøvelser. Det virker mere, end de fleste forestiller sig
Prioriter skarpt og uddelegere opgaver der dræner dig for energi.
Sørg for at få alene tid og nyd den.
Det er helt naturligt, at du i en periode ikke kan helt det samme som tidligere.
Dette gør dig ikke til en gammel udslidt kvinde, der er jo netop en valid fysisk årsag bag.
Du er ikke pludselig blevet svagelig.
Du skal bare til at se og rumme dig selv på en ny og anden måde.
Livet er stadig vidunderligt.
Denne tid er kun en overgang, og en overgang slutter altid, så noget nyt kan begynde.
Giv det lov til at modnes og så blomstrer det.
Så sig farvel til det gamle og byd det nye velkommen.
Billedet til dette opslag er en af mine hedeture.
Jeg har ikke så mange hedeture mere, da det hjælper markant at tilpassse sin hverdag efter ens egen realistiske formåen - og hvis man sørger for at komme så meget i balance som muligt.
Hvis du er i tvivl om du er i overgangsalderen eller er stresset, så kontakt din læge.
Eller du kan også altid booke en samtale hos mig.
Comments