357590614967133.
top of page

Psykiske lidelser er ikke og kan aldrig være et personligt nederlag


Du er ikke din angst, stress eller din depression. Du er så meget mere end det, og du indeholder så meget mere end det.


Vi kender alle til det at have det svært.


Men for nogle bliver det til en psykisk sygdom eller en længerevarende eller kronisk lidelse.


For andre er psykisk sygdom forbigående og noget, de kommer sig helt eller delvist over.


Men der er mange med psykiske lidelser, som undlader at fortælle sin omverden om deres psykiske diagnose.


Hvis der var tale om et brækket ben, så kan jeg slet ikke forestille mig, at man ville holde det hemmeligt for sin nærmeste eller for sin arbejdsplads.


Men når det kommer til psykisk sygdom, så ser det desværre ofte helt anderledes ud.



Flere ville ifølge undersøgelser undlade at fortælle om psykisk sygdom til deres kollegaer eller til nærmeste leder på arbejdspladsen.


Hvor er det egentligt umådelig trist, for det er jo ikke ensbetydende med, at man er en dårlig person, eller at man ikke er en god og solid arbejdskraft.


Man har stadigvæk rigtig mange kompetencer, som man kan byde ind med.


Man er stadigvæk en kompetent faglig og stor menneskelig ressource.


Faktisk er man en umådelig stor menneskelig ressource og kapacitet, da man har været igennem meget i ens liv.


Det kan kun være en fordel.


Flere med psykiske lidelser er bange for kollegaernes, lederens eller vennernes reaktion.


De føler eller tror, at de vil blive set ned på.


At det er et kæmpe personligt nederlag at have en psykisk lidelse så som stress, angst eller depression etc.


Der kan være mange forskellige situationer i hverdagen, hvor man kan blive mindet om sin situation eller lidelse.


Det giver for mange desværre en stor del af skyld og skam.


De får ofte følelsen eller oplevelsen af, at de er svagere eller et dårligere menneske, hvis de er ærlige omkring deres situation eller at de bliver set ned på.


Mange kan ikke lide at blive spurgt om ting som: "hvad laver du", "er du ikke blevet rask endnu", "du har godt nok været syg længe", "får du den rette hjælp", "skal du ikke bare tage dig sammen", "hvad arbejder du med" og så mange andre sætninger...



Men det er ofte ens egne fordomme eller overbevisninger der holder en tilbage.


Flere er bekymrede for, om folk stadig vil lytte til dem eller anse dem for at være en “normal” person.


Med hvad er en normal person?


Alle har noget at kæmpe med.


Alle har haft nogle store udfordringer eller kampe i deres liv.


Alle har både tidsler og roser på deres palet.


Ingen er perfekte (heldigvis).


Men vi behøver ikke at skjule vores eventuelle mangler, svagheder eller fejl.


Tværtimod så gør det livet væsentligt nemmere at spille med åbne kort.


Ofte når man først åbner op, så møder man som regel kun forståelse og omsorg fra sine kollegaer, leder eller fra andre i ens omgangskreds.


Det koster så megen energi at lægge bånd på sig selv.


Det koster alt for meget personligt at skulle hemmeligholde så stor en del eller side af sig selv.


Derfor er det SÅ vigtigt med åbenhed.


Man behøver jo ikke fortælle alt.


Der er ikke mange, som ikke ville være lydhør og hjælpsomme.


De få, der ikke vil, de har ofte et problem, der er større end som så.


Pyt med dem

- det vigtigste er, at man står ved sig selv.


At man er sig selv med alt, hvad dette måtte indebærer.


At man er autentisk.


Det vil føles som en kæmpe lettelse, når det først er sagt.


Tro på dig selv


Du er lige præcis, som du skal være - du er dig.


Når vi har det skidt, så prøver vi ofte at gemme det væk.


Ingen skal se, at der bag facaden måske bor et skrøbelig sind eller et sårbart menneske.


Der er mange, når de fx bliver stresset, så gemmer de det nemlig væk for omverdenen.


Måske fordi de synes, at det er pinligt eller er et direkte nederlag.



Men lad mig slå fast med syvtommer søm, det er ikke flovt, det er ej heller et personligt nederlag.


Der er selvfølgelig også dem, der vælger at være åbne om deres mentale problemer.


I de senere år er det heldigvis blevet mere normalt, det er ikke så stort et tabu mere.


Det er store fremskridt, at man nu kan tale åbent om stress eller andre mentale lidelser i det offentlige rum.


Men igen det er alligevel svært for mange, de føler sig stemplet.


Stemplet som værende “ikke gode nok” eller “de kunne ikke klare distancen” eller “at de er dårlige mennesker” eller “de kunne ikke klare mosten” eller “at de er dårligere mennesker og andre mennesker vil se ned på dem”


Det er hårde følelser at kæmpe med alene.


Derfor er det kun godt, at der er kommet mere fokus på mentalelidelser så som stress, angst og depression.


For det hjælper ikke nogen med noget godt, når vi går og putter med det eller sætter en facade op.



Selvom der til stadighed kommer større fokus på stress, angst og depression i samfundet.


For JA der er virkelig større åbenhed omkring det, men det til trods så oplever jeg stadigvæk , at det for mange er stærkt skamfuldt at gå ned med stress eller lide af angst eller have en massiv depression.


Måske kan det skyldes, at vi alle har en ide om, hvordan vi skal være - og hvad det vil sige at være et menneske, der er noget værd - altså værdig.


Vi skal jo helst være på hele tiden, præstere, producere, være effektive, omstillingsparate og være mere og gøre mere hele tiden non-stop.


Vi må og skal ikke fejle, vi skal klare alt til perfektion, vi skal være superwoman og superman.


Vi skal være på hele tiden.


Jeg er ked af at sige det.

Men det er vores krop og sind slet ikke bygget til.



Men når vennerne, naboerne og kollegaerne kan holde til det, så kan jeg også.


Trist, at vi ikke er bedre til at se bag folks facader, alle mennesker har de samme udfordringer, problematikker, følelser og tanker.


Men vi lader os narre.


Vores forventninger til os selv

- og de forventninger som vi fejlagtigt tror andre, har til os, de er så tårnhøje, at vi vælger at overhøre ethvert advarselssignal.


Derfor siger vi hellere ikke noget, når facaden begynder at krakelere.


Når vi fx begynder at mærke tegn på stress - eller bliver angste over ikke at kunne præstere mere - eller at vi er kede af det og triste.


Vi gemmer det simpelthen væk og prøver at skjule det, når vi begynder ikke at kunne præstere og være på hele tiden.


Vi er SÅ bange, så vi tør ikke sige det højt for andre - måske hellere ikke overfor os selv, at vi faktisk ikke kan mere, vi er overbelastede.


Dette bevirker, at vi ikke får den rette hjælp i tide.



Men det vi alle skal lære er:


At være åbne og autentiske


Det vi mærker, føler og tænker, det siger vi højt, det er ikke et nederlag, pinligt eller flovt.


Det at sige det højt, det vil befri dig og sætte dig fri.


Det er så energikrævende, opslidende og hårdt at sætte en facade op hele tiden.


Vi og du skal være bedre til at huske på…


At der altid er plads til dig – og brug for dig i denne verden – præcis som den du er.


Det er ikke det, der definere dig som menneske




Kontakt mig hvis du vil lære at stå op for dig selv, for du er så meget mere end dine præstationer og din stress eller angst eller din depression.


Du kan også overvej at tilmelde dig Online Forløbet, hvor du lærer at kunne hvile i sig selv og være stolt af dig selv - og kun være dig selv - dit eget autentiske selv.


Så du lærer at stå solidt plantet på jorden, og stå ved dit eget værd.


Når vi ikke gør det, så bliver vi mere angste, stressede og deprimeret.


Lær at slippe skyldfølelsen og skammen...


Så kom hjem til dig selv - et sted hvor der altid er ro, balance og glæde.

-og når der ikke er, så kan du håndtere det og finde hjem igen.


SAMTIDIGT KAN DU BLIVE BEFRIET ELLER STÆRKT LINDRET FOR DIN stress, angst eller depression .

Du kan nemlig altid få det bedre





Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page